Om at få hedeslag, føle overskud på sprint og få et af livet bedste orienteringsoplevelser…

 “Kom nu Camilla, giv dig lige det sidste”, råber min far fra sidelinjen i målopløbet. Men jeg kan virkelig ikke give mig mere. Jeg er helt udkørt. Træt. Mit hjerte galoperer af sted. Jeg kan ikke tænke på andet end at få drukket noget vand i en fart og få sat mig i skyggen. Allerede ved post 4 løb jeg på reserve-batterierne – dem som i meget sjældne situationer bliver brugt. I starten af banen gik det rigtig fint. Jeg løb lige i posterne og jeg havde god fart, men så blev jeg MEGET skidt tilpas. Det kom snigende ind på mig, og pludseligt slog det hårdt – rigtig hårdt. Jeg blev svimmel og kunne ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke stå på benene og væltede rundt. Faldt flere gange. Vrikkede om på min fod. Jeg havde svært ved at få sveden ud af min krop, og blev varmere og varmere inden i.  Det eneste jeg havde i tankerne, var at jeg skulle igennem dette her og i mål. Det slog mig slet ikke på noget tidspunkt, at jeg ikke skulle gennemføre løbet.

Turen til Canada startede 2 dage forinden. Vi fløj til Calgary og kørte i bil til Revelstoke, hvor vi overnattede og samlede far og Andreas op (som havde kørt cykelløb). Derefter kørte vi til OL-byen Whistler, hvor der de kommende tre dage skulle løbes de Canadadiske Mesterskaber i orientering. Mellem distancen løb vi lørdag, sprint søndag og lang mandag.
På køreturen til Whistler havde jeg sørget for at få drukket rigeligt med vand. Jeg vidste at det ville blive meget varmt at løbe de kommende dag, da temperaturen var op på ca. 30 grader. Så det var vigtigt, at få fyldt depoterne godt op inden.

Vi løb Mellem distance i One Duck Lake, som lå ca. 20 min. kørsel fra Whistler. Skoven var delvist meget kuperet med klippeflader og sten. Undervegetationen var fyldt med små buske, grene, faldet træstammer og små sten. Generelt var det svært gennemløbeligt. På grund af at løbet var et World Ranking Event, så var der uddelt warm-up map, hvor der kunne løbes inden starten gik. Jeg gjorde god nytte af dette kort, da vi ikke havde haft mulighed for at træne i lignende terræn inden. Jeg gik derfor en lille tur, hvor jeg fik læst på detaljerne og fik mig et godt indtryk af terrænet. Min bane (D21E) var 3, 1km med 205 højdemeter og 13 poster.
Tilbage til starten af indlægget, så fik jeg drukket en masse vand og spist noget frugt efter jeg var kommet i mål. Jeg sad i skyggen i noget tid for at samle kræfter. Skulle jeg have opgivet løbet og gået tilbage til mål? Jeg havde bestemt ikke haft en god oplevelse. Jeg var ked af det og skuffet. Mellem distancen er den disciplin i orientering, som jeg synes bedst om, og jeg ville derfor gerne have haft et godt løb.

Da jeg var kommet til mig selv – og kunne få et smil på læben. Syntes egentlig at det var ret sejt at jeg så trods alt havde gennemført.

Næste dag var det op på hesten og klar igen. Sprint distancen blev løbet i OL-byen Whistler. På det udleveret warm-up map var der tydeligt afmærket hvor vi måtte befinde os inden starten på løbet. Der var anvist en vej, som vi skulle følge for at finde til mål, således at vi ikke befandt os i løbs terrænet. Jeg havde tænkt tanken, hvis jeg virkelig skulle slå igennem, så skulle det være på denne distancen, denne dag. Jeg har trænet en del by/sprint orientering i foråret. Derudover har jeg løbe trænet en del, så jeg vidste, at jeg havde formen til at kunne løbe stærkt. Banen var 2,3 km med 17 poster.
Da jeg varmede op til løbet fik jeg desværre ondt i mit knæ (som jeg har døjet med de sidste mange år). Jeg vidste, at jeg skulle holde det i gang inden start – for ellers kunne jeg godt vinke farvel til hurtige ben (og ondt i knæet de næste par dage). Jeg gik derefter rundt som opvarmning, da dette ikke gjorde ondt i knæet.
Da de tre korte og det lange biiiip lød, mærkede jeg ikke noget til knæet. Måske fordi jeg var så koncentreret om løbet? Jeg kom hurtigt ind på kortet og fik lagt mine vejvalg til de første par poster. Jeg havde overskud til post 1 til at læse mig frem til post 2 og 3. Jeg havde undervejs svært ved at se, i løb, hvad der var passabel og impassabel hegn, så jeg kiggede rigtig meget på kortet – hvilket gjorde jeg måtte skrue lidt ned for tempo for at følge med på orienteringen. På vej til post 7 møder jeg hende som er startet 1 min. foran mig og nogle stykker andre, som jeg kan se løber min bane. Jeg noter at de kommer løbende imod mig og tager derfor post 8 udenom. Jeg er i tvivl, om jeg kan løbe mere lige på. I stedet for at stå og læse kort, så vælger jeg at sætte tempoet op, og tage deres valgvalg. Efterfølgende kan jeg dog se, at man sagtens ville have kunne løbe mere lige på. Irriterende at jeg ikke tog mig den tid. Ved post 8 kommer jeg op til hende som startede 1 min. før mig. Vi følges ad resten af vejen til mål. Jeg kan sagtens løbe hurtigere og når jeg får overhalet hende, så små fjumre jeg ved posten – derfor bliver jeg nød til at trække lidt ned i tempo for at kunne følge med på kortet. Jeg kommer løbende i mål og bliver speaket som 2’er – en placering, som jeg holder til sidste kvinde er i mål.
Jeg er super glad for min placering. Jeg ærgrer mig dog over, at jeg havde kræfter og overskud da jeg kom i mål.

 

På sidste dagen løb vi Lang distance. Lang har aldrig været min yndlings disciplin, da jeg hurtigt mister modet, kommer til at kede mig og ved ikke hvordan jeg skal lægge tempoet. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville kede mig til dette løb, og at jeg ville have en god oplevelse. Jeg gad ikke at få hedeslag igen og derved ikke have et sjovt løb. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser. Jeg blev hurtig enig med mig selv om, at for at få en god oplevelse så var opskriften:
1, ikke starte for hurtigt ud og derved miste kræfter tidligt på banen
2, drikke vand undervej samt blive nedkølet ved at hælde vand ud over mig
3, sæt farten ned for at kunne orientere og ikke bomme
og 4, tape min fod op, som var noget øm efter mit vrid på Mellem.
For at komme til start måtte jeg tage skiliften op. Selvom målet lå for foden af skiløjpen, så vidste jeg forinden at det ikke kun ville være rent down-hill, da vi havde 220 højdemeter.
Da jeg fik kortet i startøjeblikket tænkte jeg, “f**ck!! shit, en syg bane. Hvad er op og ned? Hvad f’**ck skal jeg gøre til post 1. Det er jo rent down-hill” (undskyld mit sprog, men terrænet overraskede mig rigtig meget).
Jeg tog det med ro på den 5,8 km. lange bane. Jeg laver ind imellem nogle dumme vejvalg, og bruger generelt tid på at møve mig frem i terrænet. Op ad bakkerne må jeg gå, da disse er for stejle til at løbe op ad. Mellem post 9 og 10 havde arrangørerne besluttet sig for at give alle deltager 5 min. på dette stræk. Vi skulle ned af en stejl skråning, hvor den eneste mulighed var at tage den på røven ned og holde fast i det tov, som de havde hængt ud. Derefter skulle der krydses en flod, hvor vandet løb pænt hurtigt ned. Jeg brugte mine 5 min på at komme sikkert ned af skrænten og over floden, hvor jeg derefter kunne tage noget vand, som de havde lagt ud. Jeg fik læst mig frem på resten af banen og planlagt mine stræk.
De 18 poster blev taget og jeg kunne løbe i mål med en god oplevelse i bagagen og et smil på læben. Jeg havde ikke på noget tidspunkt følt mig utilpas. Jeg havde taget nogle dumme vejvalg, men ikke rigtig bommet derudover. Jeg var sindssyg ligeglad med min placering – det vigtigste af alt var, at jeg havde haft den vildeste og fedeste oplevelse!!
Prikken over i’et kunne jeg løbe i mål som nummer 3 – hvilket ikke var helt skidt 🙂

 

 Derefter gik turen til Vancouver, som jeg vil skrive om en anden dag 🙂

Nu sidder jeg herhjemme i København og samler mine indtryk efter denne fantastiske tur til Canada.
Jeg er super glad for at jeg har fået disse orienteringsoplevelser. Jeg kan mærke at det samler ny energi og mod på at prøve flere lignende oplevelser af. Det er mange år siden at jeg har løbet orienteringskonkurrencer i udlandet (hvis vi ikke tæller Sverige med, hehe), og det er dejligt at få de oplevelser igen. Efter min juniorelite tid er det gået i stå med at rejse lande og riger tyndt for orienteringsløbs oplevelser, men jeg kan mærke, at denne tur er et godt skidt på vej tilbage på sporet igen.
Måske jeg skulle planlægge et udlandsløb hver sommer?

/Camilla