…det er hvad min træning består af for tiden. Der er dømt ingen løb, så jeg må ty mig til alternativ træning.

Foden er blevet sat på plads. Der var en knogle som havde forrykket sig. Jeg skal snart i gang med nogle øvelser for at styrke foden.

  “Så er der 30 sekunder til start”, bliver der råbt. Jeg står i klumpen sammen med godt hundrede andre kvinder, udstyret med cykelhjelm og blebukser. Jeg kigger rundt. Har jeg stillet mig det rigtige sted. Hvor stiller man sig, hvis man “bare er med for sjov”.
Startskuddet lyder og den første mindre bakke bliver taget allerede efter 20 meter. Jeg kommer fint ned i gear og får sat fart på cyklen. Hvor hurtigt skal jeg mon lægge ud, når jeg har 70 minutter at køre i. Jeg havde kørt ruten med Mads et par uger inden, men jeg ærgrede mig over, at der kom en løbetræning i vejen for at møde op til rutefremvisning torsdagens forinden, da disse tidligere har været meget lærerige. Allerede efter de første par kilometer er vi en gruppe på fem kvinder som ligger tæt sammen. “I må endelig sige til hvis I vil overhale”, råber jeg tilbage til dem. Jeg havde forinden drønet af sted på den store grussti, men nu går ruten ad det seje spor ind imellem træerne og over de små trærødderne. Jeg vidste, at det ikke var ved disse slags passager på ruten, at jeg var allermest stærk – så der var ikke andet for, end at prøve at følge med gruppen.
For godt 5 år siden kastede jeg mig ud i “det der mountainbike”. Jeg var ramlet ind i en knæskade, så eliteløb, daglig løbetræning og landsholdsatsning stod på stand by.
Men det var kærlighed ved første blik – MTB var (og er stadig) sjovt!
Efter nogle gange på lånte cykler, fik jeg erhvervet mig min egen. Jeg havde fokus på at komme mig over min skade, så det var super fedt at kunne tage en tur på jernhesten i ny og næ, som alternativ træning. Hurtigt blev turene alene i skoven skiftet ud i selskab med en flok seje kvinder fra Ride4Fun Ladies. Jeg kunne mærke, at jeg turde mere, når der var en dygtig instruktør som fortalte, hvordan jeg skulle tage bakkerne – op og ned, holde balancen på cyklen rundt i de små sving og hoppe med forhjulet når der kom rødder.
Jeg tænkte på de fif, som jeg havde lært, og jeg kunne mærke efter halvanden omgang, at jeg blev træt i kroppen. Jeg var ikke som sådan fysisk træt, men på passagerne ad single-track sporet blev jeg træt af at holde koncentrationen oppe for at styre cyklen rigtig rundt. På stykkerne ad de store stier kunne jeg slappe af og give den gas. Vinterens spinning sad stadig i benene, så de store stier blev brugt på at samle ny energi.
Det er nu en del år siden, at jeg kørte med Ride4Fun, og jeg kørte HeelsOnWheels første gang. I situationen kan jeg undre mig over, hvor jeg har været de sidste par år. Jeg får passeret målstrengen, og kigger på uret. To runder har jeg kørt. Jeg kan lige nå en tredje. Det giver mig ny energi, at jeg ved hvor langt jeg har igen, så jeg drøner af sted ad den store grusvej, og op til gruppen foran mig. På dette tidspunkt i løbet er jeg ramt af en mindre skizofren-krise. “Husk nu, at du bare er med for sjov”, siger “hygge-Camilla” – som er den realistiske der tænker, at det ikke er klogt at køre over evne. “Konkurrence-Camilla” kæmper om taleretten: “kom nu Camilla, du kan da godt gøre det bedre, kør nu noget stærkere, op til dem foran dig”. Jeg kæmper en evig kamp, og undervejs på sidste runde,  skiftes den ene Camilla med at overgå den anden. Det sidste sving er taget og nu er der bare tilbage at drøne ud ad grusvejen. Jeg kan se mål.
Puha! Jeg triller over stregen og får trækket vejret. Dybt ned i lungerne. Jeg er træt. Træt i armene. Træt i benene. Træt i hovedet. Men nøj, hvor var det fedt!
Jeg har det bedste følelse i kroppen lige nu.
Hvor var det fedt, at alle dem som stod ude på ruten heppede af en, når man kørte forbi. Hvor var det fedt, at selvom jeg kun får kørt 1-2 gange om måneden på MTB stadig kan være med. Og hvor var det fedt, at alle var så søde og venlige på sporet.
HeelsOnWheels – Alice, Malene og Co., I gør det sku godt!

Jeg kom rundt på de 3 runder på 1:19:49 min.
Jeg håber at denne beretning om mit løb kan inspirere andre. Jeg vil gerne fortælle, at du ikke behøver at være ekspert i cykler og træde rundt i pedalerne på et single-track spor hver dag, for at være med.
Det var virkelig en sjov oplevelse – der skal prøves igen 🙂

 Billederne er fra HeelsOnWheels 2011